MONSTRE, HAVFRUER OG SØMÆND INDTAGER AHLGADE

MONSTRE, HAVFRUER OG SØMÆND INDTAGER AHLGADE

NVPRO-Campus er som sædvanligt med på aftensalget med smagsprøver og markedsføring af Campus, Værftscafeen, Hjalm, Monsterløb m.m.

NVPRO-Campus satte rekord på aftensalget den 3. juni, idet de kom i kontakt med næsten 550 mennesker, og det har de selvfølgelig tænkt sig at følge op.
Der vil være Monstre, havfruer og sømænd som fortæller om NVPRO-Campus, Hjalm, Værftscafeen og Monsterløbet den 18. september. Mange af NVPRO-Campus elever vil være ude og afprøve sig selv for første gang, så tag rigtig godt imod dem.
De vil selvfølgelig have en konkurrence med, hvor der vil være et spørgsmål, man skal svare på om NVPRO-Campus, og så kan man vinde en middag for 4 personer på Værftscafeen.

Smedelinjen vil være repræsenteret ved 2 stadevogne som de selv har udviklet og lavet.
Krop og Stillinjen vil være repræsenteret ved alle eleverne der er klædt ud og som fortæller om NVPRO-Campus
Medielinjen har lavet alt materialet til aftenen skilte, spørgeskemaer m.m.
Maritimlinjen deltager med elever som fortæller om denne samt Hjalm og Cafeen
Køkkenlinjen laver kagesmagsprøver som man kan få når man har udfyldt et konkurrenceskema.

Som sædvanligt er eller har cirka 60-70 elever været involveret.

Portræt af Hjalms skipper

Portræt af Hjalms skipper

NVPRO-Campus ansatte den 1. april Martin Dencker som skipper og han har været i gang lige siden. Det er endelig lykkedes, at fange den 37 årige skipper på Hjalm som har haft alle sejl sat siden sin ansættelse. NVPRO-Campus har nemlig tænkt sig, at bevise for omverdenen, at det kan lykkes, at få Galeasen Hjalm af Holbæk til at sejle økonomisk rundt.

Martin er oprindelig uddannet som el-installatør; men begyndte for 10-12 år siden at interessere sig for gamle skibe og deltage som frivillig; det udviklede sig og derfor tog han kystskipperuddannelsen og fik sin første hyre i 2011, hvor han deltog i forundersøgelserne til opsætning af vindmøller, udfor den tyske kyst. Dernæst fik Martin hyre på forskellige charterskibe, indtil han blev fuldtidsansat på Fulton af Marstal som styrmand.

I 2015 og starten af 2016 sejlede han på Caribien på et socialpædagogisk projekt – som i øvrigt har base i det nordvestsjællandske. Det var her, at Martin fik lysten til også at arbejde med unge, prøve at give dem engagement, være med til at tænde en flamme, se dem få selvtillid og følge deres udvikling.

Den sparsomme fritid bruger han, når han er hjemme på venner og fodbold; men ellers står den på oplevelses ture rundt i hele verden som både har omfattet New Zealand og Australien, hvor han kan udfordre sig selv.

Vi siger farvel til Martin mens han går ombord på Hjalm som i denne weekend skal sejle Oriflame-sælgere fra hele verden på ture mellem Helsingør og Helsingborg.

MED NVPRO-CAMPUS PÅ WEEKEND

MED NVPRO-CAMPUS PÅ WEEKEND

NVPRO-campus (Nordvestsjællands Produktionsskole) arbejder ud fra, at de opgaver som eleverne løser er fra den virkelige verden. Denne weekend vi lige har passeret, har dog været lidt ekstraordinær.

I fredags arrangerede Værftscafeen på Holbæk havn et Vildtarrangement med 3 retter mad, vinmenu og det hele. Dette arrangement var i samarbejde med Naturskolen som leverede et nyligt nedlagt dådyr og som blev flået, forlagt og grillet (vi ser her et billede med nogle af skolens elever og lærlinge som fik lært hvordan man gør det uden, at ødelægge kødet). Derudover havde en række af skolens andre faglinjer selvfølgelig også deltaget i forarbejdet (smedelinjen, medielinjen, salg & servicelinjen med flere).

Lørdag klokken 10:00 mødtes 24 elever, lærlinge og ansatte i Svinninge fra alle linjer, hvor der skulle laves salat til 400 personer under kyndig ledelse af køkkenlinjen. Denne opgave var kommet i stand efter en henvendelse fra Dynamo Holbæk!
Kartoffelsalat med asparges, rabarber m.m., små lune stegte kartofler vendt i ramsløg og ristede sesamfrø. Salat med vandmelon, feta, jordbær og hindbær. Grøn salat med friske krydderurter og bagte gulerødder, vendt i honning og ristede kerner. Spidskåls tzatziki med agurk og syltede rødløg vendt i hvidløgsdressing og lækre forskellige flutes.
Kom ikke og sig, at NVPRO-Campus ikke er med på beatet. Salaten blev afleveret på rockpladsen præcis kl.15:30 som aftalt.

Efter flere ugers klargøring til søndagens fjordsvøm, blev det besluttet søndag morgen, at aflyse dette på grund af strøm og vindforhold. Det var en rigtig bitter piller at sluge; men man kan ikke gå på kompromis med sikkerheden og det er også en vigtig lære.
Forarbejdet var dog lavet godt og grundigt, Der var lagt bøjer ud, skaffet spændende pakker til deltagerne med ”året’s trøje” m.m.m.; men søndag morgen kunne eleverne fra den maritime linje og salg & servicelinjen så pakke det hele ud igen. Desværre var det ikke muligt, at få fat i alle deltagerne, så der var mødt nogle op som kunne bespises, da elever havde lavet nogle lækre frokostboller.

Endelig var Holbæks stolthed Hjalm fredag sejlet til Øresund, hvor det var chartret til at sejle med Oriflames sælgere fra hele verden. Det skete både lørdag og søndag (her er et par billeder med blandt andet asiatiske sælgere).