Ny styrmand på Hjalm fra Tølløse

Line B. Wessel er klar til nye udfordringer på NVPRO/campus

Line er på trods af sine 22 år en erfaren dame på havet som netop er gået i gang med sit job på Hjalm som styrmand.

Line er født og opvokset i Holbæk kommune, nærmere bestemt i Tølløse. Efter folkeskolen tog Line studentereksamen i Roskilde.
Line har været optaget og engageret i spejderbevægelsen i mange år og elsker i det hele taget, at være i naturen og dyrke friluftslivet.

Efter gymnasiet tog Line derfor helt naturligt på Paul P idrætsinstitut for at tage en uddannelse som friluftsvejleder/idrætslærer. På skolen lærte hun en anden elev at kende som tog hende med på sejlskibe og det var en fantastisk udvikling, da hun i forvejen sejler kajak og kano. Det var denne ven som foreslog, at hun søgte omborg på Georg Stage. Hun blev optaget og tog en uddannelse som skibsassistent og var med skibet til både Lofoten i nord og de Canariske øer i syd.

Så det er lidt af et drømmejob at få på Hjalm for dels har hun altid arbejdet med unge og nu har hun fået nogle uddannelser og tilgange til livet om at være ”på søen” og gøre unge interesseret i det liv hun selv elsker.

Line slutter med at fortælle, at hun håber hun kan få en masse erfaringer omkring skibsdrift på et så unikt skib som Hjalm og være med til at udvikle hele den maritime linje.