Elever i erhvervspraktik i London

Fem elever har gennemført praktik i 4 uger i henholdsvis kokke-, medie- og malerfaget.

Den 8. april fløj Selam, Caroline, Nicklas, Jonas og Emmely til England for at være i praktik – alle elever på NVPRO/campus

Forud for det, havde der været et forløb med udvælgelse efter ansøgninger, orienterings- og ryste sammen-møder, blandt andet et par dage med overnatning hvor de havde lavet engelske retter for hinanden.

Formålet med et sådan ophold er dels, at stå på egne ben, udvikle sig både fagligt og personligt, der var derfor kun undervisere tilsted i de to første uger.

De blev installeret i et to-etagers typisk engelsk rækkehus, hvor de skulle bo i alle 4 uger.

Caroline Olsen kom i praktik i et malerfirma hvor hun arbejdede i 40 timer om ugen som de øvrige elever. Det viste sig, at de ansatte ikke var egentligt uddannede som malere som vi kender det i Danmark så udover, at Caroline lærte nogle nye teknikker kunne hun også lære dem noget. Firmaet har udtalt, at de har været meget glade for at have hende i praktik.

Nicklas og Emmely som er fra Cafe-/køkkenlinjen i NVPRO var i praktik på en tyrkisk restaurant. Nicklas kastede sig ud i det og lærte en masse og lavede mad hele tiden, hvilket han elsker. Der var lidt startudfordringer for Emmely da den tyrkiske kultur har et lidt andet kønsforhold end i Danmark; men det løste sig hen ad vejen og gav Emmely personlig styrke og forståelse for, at man må nogengange tage nogle udfordringer.

Selam og Jonas var i praktik i et ungt it-firma som hedder Pro-web design. Firmaet arbejdede med udvikling i fastfoodkæder og have udviklet sit eget online system.

Jonas forklarer, at han har været 4 gange før i England og elsker at tale engelsk; men her kom han ind under huden på kultur og arbejdsplads. Så fra at være turist var han pludselig som en af ”dem”. At de arbejdede 40 timer om ugen og selv skulle betale deres frokost m.m. lærte ham, at vi vistnok er noget forkælede i Danmark.
Han skulle også over nogle grænser, da han normalt har svært ved at tale med mennesker; men her fik han virkelig opbygget noget selvværd og opfatter sigselv som mere robust og er klar på hvilke ting man skal opfylde for at blive en del af arbejdsmarkedet.
Jonas mener at det på alle måder har været en super oplevelse og udviklet ham meget.